torsdag den 31. marts 2011
Pinligliste!
- Skidt i bukserne (fordi man ikke skal æde en HEL pakke Ricola bolcher med hyldeblomstsmag!)
- Tisset
megetpå min kæreste (fordi jeg næsten blev spist af en muræne! og åbenbart har en svag bækkenbund?!) - Gledet i en hundelort! (og ja, der var nogen, der så det)
- Savlet ned ad mig selv på 1. date (der blev aldrig en nr. 2 date)
- Slået en kæmpe, høj prut på min kæreste, da vi lige havde lært hinanden at kende, så vi begge vågnede (jeg lod selvfølgelig som om jeg sov videre)
- Været for fuld til at komme med bussen! (Hvilket så var 1. date´s 2. møde med savlende alkoholiker)
- Gået frontalt ind i en lygtepæl (ja, det var der også nogen, der så!)
- Fået fortalt af über-lækker halskirurg "Nej, det bløder ikke - det er bare snot" på opvågningen efter at have fået fjernet polypper.
- Sagt til endnu mere lækker gynækolog "Jeg tror sagtens du kan komme til" (fordi han så "ny" ud og jeg lige ville bryde isen - men måske ikke lige med dén sætning!)
- Tegnet en tissemand på en biologi rapport, der skulle afleveres (og nej, vi havde ikke om menneskets anatomi!)
onsdag den 30. marts 2011
Kender I det...
Når toget ligesom ér kørt? Skibet ér sejlet? Elvis has left the building?
Min kæreste købte på et tidspunkt et nyt spil til PS3'en... "Red dead redemption". Og det spillede han konstant - og han blev, på en måde, helt vild med heste - altså, på den der helt-legalt-for-mænd måden!
Og så gav han mig faktisk ret i, at det kunne være sjovt nok at ride på en hest. Og så drømte jeg selvfølgelig om ham og jeg, på hver sin hest, galoperende ud mod horisonten.
Men så gennemførte han spillet og har ikke rørt det siden. I stedet spiller han nu "Modern warfare 2" og "FIFA", hvilket efterlader mig med valget mellem...
At blive skudt eller komme på stadion! Og jeg har ligesom ikke rigtigt lyst til nogen af delene!
Jeg har endda prøvet at spille hestespillet foran ham, for at vække hans indre hest til live igen. Ingen effekt!
Min kæreste købte på et tidspunkt et nyt spil til PS3'en... "Red dead redemption". Og det spillede han konstant - og han blev, på en måde, helt vild med heste - altså, på den der helt-legalt-for-mænd måden!
Og så gav han mig faktisk ret i, at det kunne være sjovt nok at ride på en hest. Og så drømte jeg selvfølgelig om ham og jeg, på hver sin hest, galoperende ud mod horisonten.
Men så gennemførte han spillet og har ikke rørt det siden. I stedet spiller han nu "Modern warfare 2" og "FIFA", hvilket efterlader mig med valget mellem...
At blive skudt eller komme på stadion! Og jeg har ligesom ikke rigtigt lyst til nogen af delene!
Jeg har endda prøvet at spille hestespillet foran ham, for at vække hans indre hest til live igen. Ingen effekt!
Elskeliste!
- Min datter (fordi med hende, føles det som om jeg har født mit eget hjerte og nu kan gå rundt med det i hånden - i hvert fald indtil hun ikke gider at holde mig i hånden længere!)
- Bonusbarn (fordi han er min kærestes søn - og jeg elsker min kæreste og det smitter automatisk af)
- Min kæreste (fordi? Ja, i hvert fald ikke fordi han smider sine sure sokker i hele lejligheden! - men fordi han støtter mig, giver mig masser af kærlighed, sex, kys og så er han barer skide fantastisk!)
- Oliven (Jeg kan virkelig godt lide oliven - men kun de sorte. De grønne smager bare underligt!)
- P-piller (fordi det ér sgu da skide smart)
- PS3 (fordi det sgu da også ér skide smart)
- Tissemænd (samme grund som ovenstående!)
- Tøj (fordi jeg hader at fryse - med mindre ens bukser er sprækket så fryser man alligevel!)
- Morgener (fordi det er dejligt at være den eneste, der er oppe)
- Kaffe (fordi det giver mig muligheden for at stå op!)
tirsdag den 29. marts 2011
Er man en dårlig mor...
Hvis man serverer pandekager til aftensmad? Og ikke engang hjemmelavede pandekager! Men derimod bland-med-vand pandekager fra Rasmus Klump?
Fordi det serverer jeg nemlig for mit barn i dag! Komplet med syltetøj og sukker! Og så sidder der nok nogle spelt-mødre og rynker lidt på næsen mens de prøver at fnyse ren helse ud ad den samtidigt - men jeg gider sgu ikke lave rigtigt mad i dag. Jeg havde faktisk planlagt at lave et lækkert stjerneskud til mig og Drea, eftersom Hønse, fiskehaderen, er til fodboldtræning i aften. Men jeg gider IKKE - og det er sgu hyggeligt med pandekager. Det fik jeg også da jeg var barn og jeg har da nogle totalt sunde madvaner i dag. (ikke inkluderet den halve fryse-pizza jeg åd til frokost eller det chokolade jeg går og smugstjæler fra Drea mens hun er i børnehave)
Jeg havde faktisk også...
VENT!
HOLD DA OP!
Købt én øko-citron!
Og så har jeg faktisk også flottet mig, for, helt ærligt, vi har sgu ikke råd til økologi. Hverken økologisk mad eller økologisk bomuld, som ungerne kan æde uden at få ondt i maven. Jeg fik til gengæld ondt i maven da jeg engang, ved et uheld, proppede en økologisk agurk ned i kurven og måtte slippe 12 kr for den. Det kunne jeg faktisk have fået to, udenlandske agurker for - og vi spiser MEGET agurk i min familie.
Men ellers lever vi sundt - bare ikke økologisk. Desuden bliver man hvad man spiser og jeg har sgu ikke lyst til at være spelt!
Hvilket minder mig om dengang, nede i Føtex, hvor jeg kun handler efter skole eller hvis min mor, forbarmer sig over mig, og giver mig et lift. Ikke fordi jeg bryder mig særligt meget om at køre bil sammen med hende! Hun er nemlig en nervøs bilist og de er faktisk lige så farlige som nervøse hunde. Man må aldrig bede en nervøs bilist om at køre i en to-sporet rundkørsel - ligesom man altid skal fodre en nervøs hund med flad hånd (eller er det en hest?).
Nå men tilbage til Føtex! Der stod jeg med Drea og overvejede buræg vs frilandsæg vs økologiske æg - og eftersom jeg altid ta'r det billigste alternativ valgte jeg selvfølgelig buræggene.
Helsefnys i nakken!
Der står en levende, renskuret leverpostej bag mig - i økologisk bomuld! Og så hapser hun selvfølgelig de økologiske æg mens hun kigger nedladende på mig!
Og eftersom jeg kan gå fra glad til jeg eksploderer fandme på milisekunder så sagde jeg til Andrea "Ja, skat - vi ta'r buræggene! Vi skal jo være sikre på at dyrene har det så dårligt som muligt" Det fik leverpostejen til at bakke hele vejen ind i køledisken bag sig og så kunne jeg lige få fred til at putte frugtyoghurt, der indeholder uanede mængder sukker, i kurven også - helt uden helsefnys! Og så videre til grøntsagsafdelingen, hvor der heldigvis ikke bliver fnyst lige så højt, hvis man er non-øko!
Jeg ville ønske, at der var en 'luk'-felt knap på nogle mennesker. Til tider også mig selv!
Fordi det serverer jeg nemlig for mit barn i dag! Komplet med syltetøj og sukker! Og så sidder der nok nogle spelt-mødre og rynker lidt på næsen mens de prøver at fnyse ren helse ud ad den samtidigt - men jeg gider sgu ikke lave rigtigt mad i dag. Jeg havde faktisk planlagt at lave et lækkert stjerneskud til mig og Drea, eftersom Hønse, fiskehaderen, er til fodboldtræning i aften. Men jeg gider IKKE - og det er sgu hyggeligt med pandekager. Det fik jeg også da jeg var barn og jeg har da nogle totalt sunde madvaner i dag. (ikke inkluderet den halve fryse-pizza jeg åd til frokost eller det chokolade jeg går og smugstjæler fra Drea mens hun er i børnehave)
Jeg havde faktisk også...
VENT!
HOLD DA OP!
Købt én øko-citron!
Og så har jeg faktisk også flottet mig, for, helt ærligt, vi har sgu ikke råd til økologi. Hverken økologisk mad eller økologisk bomuld, som ungerne kan æde uden at få ondt i maven. Jeg fik til gengæld ondt i maven da jeg engang, ved et uheld, proppede en økologisk agurk ned i kurven og måtte slippe 12 kr for den. Det kunne jeg faktisk have fået to, udenlandske agurker for - og vi spiser MEGET agurk i min familie.
Men ellers lever vi sundt - bare ikke økologisk. Desuden bliver man hvad man spiser og jeg har sgu ikke lyst til at være spelt!
Hvilket minder mig om dengang, nede i Føtex, hvor jeg kun handler efter skole eller hvis min mor, forbarmer sig over mig, og giver mig et lift. Ikke fordi jeg bryder mig særligt meget om at køre bil sammen med hende! Hun er nemlig en nervøs bilist og de er faktisk lige så farlige som nervøse hunde. Man må aldrig bede en nervøs bilist om at køre i en to-sporet rundkørsel - ligesom man altid skal fodre en nervøs hund med flad hånd (eller er det en hest?).
Nå men tilbage til Føtex! Der stod jeg med Drea og overvejede buræg vs frilandsæg vs økologiske æg - og eftersom jeg altid ta'r det billigste alternativ valgte jeg selvfølgelig buræggene.
Helsefnys i nakken!
Der står en levende, renskuret leverpostej bag mig - i økologisk bomuld! Og så hapser hun selvfølgelig de økologiske æg mens hun kigger nedladende på mig!
Og eftersom jeg kan gå fra glad til jeg eksploderer fandme på milisekunder så sagde jeg til Andrea "Ja, skat - vi ta'r buræggene! Vi skal jo være sikre på at dyrene har det så dårligt som muligt" Det fik leverpostejen til at bakke hele vejen ind i køledisken bag sig og så kunne jeg lige få fred til at putte frugtyoghurt, der indeholder uanede mængder sukker, i kurven også - helt uden helsefnys! Og så videre til grøntsagsafdelingen, hvor der heldigvis ikke bliver fnyst lige så højt, hvis man er non-øko!
Jeg ville ønske, at der var en 'luk'-felt knap på nogle mennesker. Til tider også mig selv!
Hadeliste!
- Glemme sin købte kaffe i Fakta (instant kaffe fordi min kaffemaskine eksploderede for 4 måneder siden, angiveligt pga kalk, og jeg har ikke fået taget mig sammen til at købe en ny! - eller fået kæresten til det)
- Glemme at købe kaffe i Fakta (fordi det, sådan cirka, sker hver anden gang! Hvilket jeg overhovedet ikke fatter eftersom jeg betragter det som livsnødvendigt - mit fix! Til gengæld glemmer jeg aldrig at købe mælk, hvilket de 4 liter i køleskabet vidner om. Fuck!)
- Glemme dyr porre i Føtex!
- Nøjes med frostskadet porre fra Fakta!
- Når ærmet sidder fast i dørhåndtaget og man næsten får flået skulderen af led (fordi man skal nå 1000 ting inden familien kommer hjem og roder det hele til igen - og derfor har lidt rigeligt fart på)
- Når kæresten kysser én og kigger en dybt i øjnene og siger "jeg har ikke lavet bummelum i dag" (fordi man ligesom havde forventet et lidt andet samtaleemne end træg mave!)
- At kl. altid bliver ALT for mange inden jeg kommer i gang med det tværfaglige projekt (fordi jeg faktisk hellere ville have været færdig med det for 3 timer siden - så kan jeg nemlig drikke kaffe (not today!) og læse Nynnes dagbog for 30. gang)
- Når min nye tlf åbenbart kun ringer i 2 sek, hvilket ikke er nok tid for mig til at komme op af sofaen og ud i køkkenet - slet ikke når man hænger fast i dørhåndtaget på vej derud!
- At jeg altid lægger min tlf længst væk fra hvor jeg befinder mig!
- Når den, der ringede ikke ta'r sin tlf når man ringer tilbage (fordi det er pisse træls at være nysgerrig når man burde skrive projekt!)
mandag den 28. marts 2011
Man skal aldrig...
Virkelig ALDRIG!
Fortælle andre om hvor godt det går! Ikke bare et lille pip! Nada!
Man skal lige vove at påstå, hvor søde ens børn er for tiden og hvor harmoniske, nuttede og høflige de er. Aldrig, aldrig, aldrig - NOGENSINDE!
Fordi gør man det så zoomer universet straks ind på én og BANG - hele lortet falder på gulvet! Der bliver simpelthen uddelt seriøse smæk - for gud nåde og trøste den, der synes det hele er fryd og gammen. Eller som Bruce fra "Bruce Almighty" så pænt udtrykker det:
"Oh, smite me! You mighty smiter!"
Nu er det ikke så tit at jeg bliver strøget med hårene længe ad gangen, men når det sker så kan jeg absolut ikke holde min kæft - og jeg tror faktisk aldrig jeg lærer det. Men nu skriver jeg det ned og så kan jeg måske, men også kun måske, tænke mig bedre om en anden gang!
Det gik galt i lige akkurat det øjeblik jeg besluttede mig for at dele min "søde" unge med min veninde. Og så har det sådan set været sådan siden!
På vej i børnehave med Drea (med morgenhår og hjemme-hygge-nusse-tøj. Jeg er minus-overskudsagtig-supermor om morgenen) vælger tøsen at fornærme en autist.
"Dumme dreng" kalder hun ham og kigger op på mig og forventer et skulderklap. Først prøver jeg at snakke lidt fornuft med Drea "Der er selvfølgelig ingen, der er dumme osv". Men ungen har sgu facade som non-stick. Og banker tilsyneladende andre børn verbalt, der er dårligere stillet end Drea selv. Jeg har opfostret et monster - men ak ja, hun er jo selvfølgelig også prøvekluden herhjemme. Og jeg gi'r op - igen, igen, igen. Det er trods alt morgen - og jeg er træt! Desuden virker det også ret håbløst, at forklare Andrea at autister er enormt kloge. Faktisk meget klogere end andre på nogle områder. Hvem husker f.eks. ikke Valomanden aka Martin Gunnarsen? Aldrig har nogen vidst så meget om vaskepulver. Og ikke kun vaskepulver - også vinduer og DSB diesel-lokomotiver! Det' sgu da flot. Men hele den historie er spildt på Drea, der synes den klogeste i verden er... en af pædagogerne nede fra børnehaven!
Eller den dag, hvor hun slog den lille døve pige med sin madkasse og nægtede at sige undskyld. Selvom Hønse (kæresten og Dreas far) stod dernede i en hel stiv time og truede med både bål og brand! Det er Drea sgu da ligeglad med! Ikke alene er hun uopdragen, hun er også stædig som et æsel.
Eller når Drea er med ude og handle, hvor vi laver en meget fyldestgørende aftale om hvordan man opfører sig civiliseret ude i den virkelige verden - "selvfølgelig mor" siger ungen og spæner forvildet rundt, med en miniature indkøbsvogn, og kører dødsrally blandt de gamle damer, som kigger på mig med store, stygge øjne bag hinkestenene. "Det er sgu da ikke mit barn - haha!" Så kigger de straks medfølende på mig - som om jeg ikke magter opgaven og det gør jeg sgu heller ikke altid i indkøbssituationer, hvor jeg prøver at digte opskrifter på min smartphone mens jeg gror øjne i nakken for at holde øje med at Drea ikke render en mokke over ende!
Eller når jeg lyver overfor hende og fortæller at der er kaffe i de dér super, lækre flødeboller som hun allerede har spist i tankerne. Men jeg orker ikke flødeboller oveni alt det andet lort hun har fået stoppet i kurven mens jeg... Prøver at digte en opskrift på min smartphone! Fordi at man har en total, uduelig kæreste i madsituationer, der aldrig aner hvad han har lyst til at spise eller ej - en eller anden dag stikker jeg ham sgu en kattelort med en pommes frites i "Bon appetit, min skat" Han handler jo aldrig ind med børnene (Drea + bonusbarn) fordi "de driver mig til vanvid". Hvordan tror han så jeg har det? Jeg kan ikke tælle alle de gange, hvor jeg har drømt om at hoppe ned i frysedisken, blive købt af en sød, gammel dame, der tager mig med hjem og ikke kan nænne at spise mig - men derimod tager sig rigtigt godt af mig! Men heldigvis bliver stemningen lidt løftet når jeg er færdig med at gå i panik for enden af kassen og er på vej hjem igen. 30 min. i helvede - DONE!
Eller i puttesituationer, hvor Drea har 100 spørgsmål og skal tisse mindst lige så mange gange! På det her tidspunkt er min tålmodighed tyndslidt så jeg svarer "Sov eller jeg smider dit slik ud!" Virker det? JA! Og hurra for trusler i flæng.
Og så var der dengang, inden jeg fortalte om, hvor godt det går hjemme hos os. Dér var alt rosenrødt, med regnbuer og en duft af lavendel! Nu er her bare støvet - og jeg er træt!
Fortælle andre om hvor godt det går! Ikke bare et lille pip! Nada!
Man skal lige vove at påstå, hvor søde ens børn er for tiden og hvor harmoniske, nuttede og høflige de er. Aldrig, aldrig, aldrig - NOGENSINDE!
Fordi gør man det så zoomer universet straks ind på én og BANG - hele lortet falder på gulvet! Der bliver simpelthen uddelt seriøse smæk - for gud nåde og trøste den, der synes det hele er fryd og gammen. Eller som Bruce fra "Bruce Almighty" så pænt udtrykker det:
"Oh, smite me! You mighty smiter!"
Nu er det ikke så tit at jeg bliver strøget med hårene længe ad gangen, men når det sker så kan jeg absolut ikke holde min kæft - og jeg tror faktisk aldrig jeg lærer det. Men nu skriver jeg det ned og så kan jeg måske, men også kun måske, tænke mig bedre om en anden gang!
Det gik galt i lige akkurat det øjeblik jeg besluttede mig for at dele min "søde" unge med min veninde. Og så har det sådan set været sådan siden!
På vej i børnehave med Drea (med morgenhår og hjemme-hygge-nusse-tøj. Jeg er minus-overskudsagtig-supermor om morgenen) vælger tøsen at fornærme en autist.
"Dumme dreng" kalder hun ham og kigger op på mig og forventer et skulderklap. Først prøver jeg at snakke lidt fornuft med Drea "Der er selvfølgelig ingen, der er dumme osv". Men ungen har sgu facade som non-stick. Og banker tilsyneladende andre børn verbalt, der er dårligere stillet end Drea selv. Jeg har opfostret et monster - men ak ja, hun er jo selvfølgelig også prøvekluden herhjemme. Og jeg gi'r op - igen, igen, igen. Det er trods alt morgen - og jeg er træt! Desuden virker det også ret håbløst, at forklare Andrea at autister er enormt kloge. Faktisk meget klogere end andre på nogle områder. Hvem husker f.eks. ikke Valomanden aka Martin Gunnarsen? Aldrig har nogen vidst så meget om vaskepulver. Og ikke kun vaskepulver - også vinduer og DSB diesel-lokomotiver! Det' sgu da flot. Men hele den historie er spildt på Drea, der synes den klogeste i verden er... en af pædagogerne nede fra børnehaven!
Eller den dag, hvor hun slog den lille døve pige med sin madkasse og nægtede at sige undskyld. Selvom Hønse (kæresten og Dreas far) stod dernede i en hel stiv time og truede med både bål og brand! Det er Drea sgu da ligeglad med! Ikke alene er hun uopdragen, hun er også stædig som et æsel.
Eller når Drea er med ude og handle, hvor vi laver en meget fyldestgørende aftale om hvordan man opfører sig civiliseret ude i den virkelige verden - "selvfølgelig mor" siger ungen og spæner forvildet rundt, med en miniature indkøbsvogn, og kører dødsrally blandt de gamle damer, som kigger på mig med store, stygge øjne bag hinkestenene. "Det er sgu da ikke mit barn - haha!" Så kigger de straks medfølende på mig - som om jeg ikke magter opgaven og det gør jeg sgu heller ikke altid i indkøbssituationer, hvor jeg prøver at digte opskrifter på min smartphone mens jeg gror øjne i nakken for at holde øje med at Drea ikke render en mokke over ende!
Eller når jeg lyver overfor hende og fortæller at der er kaffe i de dér super, lækre flødeboller som hun allerede har spist i tankerne. Men jeg orker ikke flødeboller oveni alt det andet lort hun har fået stoppet i kurven mens jeg... Prøver at digte en opskrift på min smartphone! Fordi at man har en total, uduelig kæreste i madsituationer, der aldrig aner hvad han har lyst til at spise eller ej - en eller anden dag stikker jeg ham sgu en kattelort med en pommes frites i "Bon appetit, min skat" Han handler jo aldrig ind med børnene (Drea + bonusbarn) fordi "de driver mig til vanvid". Hvordan tror han så jeg har det? Jeg kan ikke tælle alle de gange, hvor jeg har drømt om at hoppe ned i frysedisken, blive købt af en sød, gammel dame, der tager mig med hjem og ikke kan nænne at spise mig - men derimod tager sig rigtigt godt af mig! Men heldigvis bliver stemningen lidt løftet når jeg er færdig med at gå i panik for enden af kassen og er på vej hjem igen. 30 min. i helvede - DONE!
Eller i puttesituationer, hvor Drea har 100 spørgsmål og skal tisse mindst lige så mange gange! På det her tidspunkt er min tålmodighed tyndslidt så jeg svarer "Sov eller jeg smider dit slik ud!" Virker det? JA! Og hurra for trusler i flæng.
Og så var der dengang, inden jeg fortalte om, hvor godt det går hjemme hos os. Dér var alt rosenrødt, med regnbuer og en duft af lavendel! Nu er her bare støvet - og jeg er træt!
lørdag den 26. marts 2011
Lykken er....
Når eksperimenterende hjemme-hårfarvning lykkes!
For et godt stykke tid siden, nærmere betegnet 8 måneder siden, besluttede jeg mig for at gå all-in på blondine-kontoen. Jeg havde været sorthåret siden mine relativt korte arme kunne nå mit uproportionerede hovede - altså sådan ridset groft op, ikk?
Jeg havde i hvert fald farvet mit hår sort længe!
Nå, men tilbage til blondine looket... For at være helt ærlig, så var jeg sådan set skide glad for mit sorte hår. Det falmede aldrig i solen, det var faktisk bare som det skulle være - SORT! Men på et eller andet tidspunkt blev det nye sort altså blondt. Så efter en relativt impulsiv beslutning svingede jeg forbi min frisør, mit sorte hår fulgte med og så sagde jeg, "jeg kunne godt tænke mig at være lyshåret. Æh, kan jeg blive det?".
DING, DING, DING! Lyden af frisøren, der vinder jackpot! Selvfølgelig kunne hun da ordne det, for den nette sum af et par tusind! Tja, den impulsive's hjerne er jo indrettet lidt langsommere end den gængses befolkning, så jeg takkede jo ja med det samme. Jeg har faktisk længe skulle bøvle med at min hjerne og min pengepung kommer på tværs af hinanden - og de havde faktisk indgået et kompromis om at hjernen skulle tænke sig om i mindst én uge inden der blev taget beslutninger om at bruge skeletmuskulaturen til at åbne pengepungen. Men ak ja - lige den dag sked hjernen faktisk på det!
At jeg så generelt ikke er særlig god til at overholde aftaler er en anden side af sagen! Jeg vælger at give hjernen skylden...
Men, jeg fik jo en tid hos den her frisør. Faktisk nåede jeg at fortryde et par gange inden mit sorte hår skulle lade livet - ved kemisk selvmord, men jeg kunne faktisk ikke rigtigt få mig til at aflyse tiden. Hvilket minder mig om den gang jeg resolut skulle have pandehår, der blev så skide grimt at jeg dagligt lavede humor mod grimhed, ala "jeg tager lige min gryde på i dag igen" Fuck, hvor var det grimt. Vi kan i hvert fald hurtigt få slået fast at pandehår bare aldrig kommer til at klæde mig, overhovedet. Jeg har heldigvis billeder af min halv-gryde på hovedet, hvis jeg nogensinde får den idé igen!
Afsted til frisøren det gik. 6 timers endlösung senere... Jeg følte mig faktisk lidt som Hitler den dag! Min pragtfulde, sorte favepigmentering måtte lade livet for at give plads til den lyse model. Men selv om jeg følte min plan var godt tænkt igennem - Hitler måtte have syntes det samme. Så gik det grueligt galt! Mit hår blev orange, det blev faktisk en milliard variationer af orange. Jeg smilte pænt, sagde "Mange tak, hvor er det flot" og gik ud for at græde min sorg! Hitler begik selvmord, ikk? Det var også i mine overvejelser - altså lige indtil jeg kom i tanke om mine huslige pligter. Der er jeg nemlig anderledes end Hitler, jeg ville helt sikkert blive savnet derhjemme. Måske ikke lige de første par timer, jeg er faktisk ikke sikker på, at man ville bemærke mit fravær før aftensmaden manglede - men jeg VILLE blive savnet når sulten hos min familie meldte sig.
Så jeg kørte hjem! Og græd min sorg ud til min kæreste. Han har heldigvis den egenskab at han kan overbevise mig om, at jeg ser godt ud ligemeget hvad. Det lykkedes også for ham den her gang! Ellers var jeg sgu nok aldrig kommet igang med aftensmaden.
Efter et par ture mere hos frisøren blev mit hår faktisk rigtigt flot lyst! Og jeg var glad for det, lige indtil jeg besluttede mig for at give det en overordentlig lysning - for jeg kunne da selv lave de dersens striber. Gu kunne jeg ej! Jeg gav op og farvede det hele - ikke bare én men 3 gange! Mit hår fik endelig hævn og kvitterede med at blive pis'gult! Og gråt! Og hvidt! Og efter at have vasket det mange gange med lilla shampoo - ja, så fik det sgu også et lilla skær. Flot? NEJ!
Så jeg overgav mig. Købte en brun, permanent hårfarve. Sendte kæresten til fodboldtræning. Puttede Drea. Puttede hårfarve i håret. Overvejede kort at farve kattens hår. Besluttede at det var en dum idé. Overvejede igen at farve kattens hår. Besluttede at tænke tanken to gange vidnede om tab af hjerneceller pga ammoniaksnifning. Puttede lidt mere hårfarve i håret. Afventede skæbnen!
10 min senere, stadig med hårfarve i håret! På badeværelset... (mine mest pinlige udfoldelser sker faktisk der)
"Lilla? Det' fandme løgn! Det ER lilla! Hvordan fanden kan det blive lilla? Hvorfor er det ikke grønt? Skrev de ikke at det kunne få et grønt skær når man farvede oven i afbleget hår?"
Ind foran computeren, hurtigt!
"Jo grønt"
Ud på badeværelset, glider næsten i en sok!
"LILLA! Det er fandme løgn! Jeg SKAL i skole i morgen - jeg kommer IKKE med lilla hår. Jeg ta'r ikke hat på - jeg ser åndsvag ud med hat på. Hvis jeg var hende fra chiquita reklamen så kunne jeg tage bananer på hovedet - dét ville se sjovt ud. Hold nu din kæft, Mia"
Ind foran computeren i stuen, igen!
"Jeg kigger ikke på det hår før om 10 min"
10 min. senere...
Lukkede øjne foran spejlet. Åbne øjne foran spejlet. Har glemt at tænde lyset. Tænder lyset.
"Det er BRUNT!"
Aldrig har jeg været så glad for at se lige netop dén farve i mit hår - og ved I hvad? Det er faktisk rigtigt flot! Kæresten har været på mig to gange siden - det siger ikke så lidt!
For et godt stykke tid siden, nærmere betegnet 8 måneder siden, besluttede jeg mig for at gå all-in på blondine-kontoen. Jeg havde været sorthåret siden mine relativt korte arme kunne nå mit uproportionerede hovede - altså sådan ridset groft op, ikk?
Jeg havde i hvert fald farvet mit hår sort længe!
Nå, men tilbage til blondine looket... For at være helt ærlig, så var jeg sådan set skide glad for mit sorte hår. Det falmede aldrig i solen, det var faktisk bare som det skulle være - SORT! Men på et eller andet tidspunkt blev det nye sort altså blondt. Så efter en relativt impulsiv beslutning svingede jeg forbi min frisør, mit sorte hår fulgte med og så sagde jeg, "jeg kunne godt tænke mig at være lyshåret. Æh, kan jeg blive det?".
DING, DING, DING! Lyden af frisøren, der vinder jackpot! Selvfølgelig kunne hun da ordne det, for den nette sum af et par tusind! Tja, den impulsive's hjerne er jo indrettet lidt langsommere end den gængses befolkning, så jeg takkede jo ja med det samme. Jeg har faktisk længe skulle bøvle med at min hjerne og min pengepung kommer på tværs af hinanden - og de havde faktisk indgået et kompromis om at hjernen skulle tænke sig om i mindst én uge inden der blev taget beslutninger om at bruge skeletmuskulaturen til at åbne pengepungen. Men ak ja - lige den dag sked hjernen faktisk på det!
At jeg så generelt ikke er særlig god til at overholde aftaler er en anden side af sagen! Jeg vælger at give hjernen skylden...
Men, jeg fik jo en tid hos den her frisør. Faktisk nåede jeg at fortryde et par gange inden mit sorte hår skulle lade livet - ved kemisk selvmord, men jeg kunne faktisk ikke rigtigt få mig til at aflyse tiden. Hvilket minder mig om den gang jeg resolut skulle have pandehår, der blev så skide grimt at jeg dagligt lavede humor mod grimhed, ala "jeg tager lige min gryde på i dag igen" Fuck, hvor var det grimt. Vi kan i hvert fald hurtigt få slået fast at pandehår bare aldrig kommer til at klæde mig, overhovedet. Jeg har heldigvis billeder af min halv-gryde på hovedet, hvis jeg nogensinde får den idé igen!
Afsted til frisøren det gik. 6 timers endlösung senere... Jeg følte mig faktisk lidt som Hitler den dag! Min pragtfulde, sorte favepigmentering måtte lade livet for at give plads til den lyse model. Men selv om jeg følte min plan var godt tænkt igennem - Hitler måtte have syntes det samme. Så gik det grueligt galt! Mit hår blev orange, det blev faktisk en milliard variationer af orange. Jeg smilte pænt, sagde "Mange tak, hvor er det flot" og gik ud for at græde min sorg! Hitler begik selvmord, ikk? Det var også i mine overvejelser - altså lige indtil jeg kom i tanke om mine huslige pligter. Der er jeg nemlig anderledes end Hitler, jeg ville helt sikkert blive savnet derhjemme. Måske ikke lige de første par timer, jeg er faktisk ikke sikker på, at man ville bemærke mit fravær før aftensmaden manglede - men jeg VILLE blive savnet når sulten hos min familie meldte sig.
Så jeg kørte hjem! Og græd min sorg ud til min kæreste. Han har heldigvis den egenskab at han kan overbevise mig om, at jeg ser godt ud ligemeget hvad. Det lykkedes også for ham den her gang! Ellers var jeg sgu nok aldrig kommet igang med aftensmaden.
Efter et par ture mere hos frisøren blev mit hår faktisk rigtigt flot lyst! Og jeg var glad for det, lige indtil jeg besluttede mig for at give det en overordentlig lysning - for jeg kunne da selv lave de dersens striber. Gu kunne jeg ej! Jeg gav op og farvede det hele - ikke bare én men 3 gange! Mit hår fik endelig hævn og kvitterede med at blive pis'gult! Og gråt! Og hvidt! Og efter at have vasket det mange gange med lilla shampoo - ja, så fik det sgu også et lilla skær. Flot? NEJ!
Så jeg overgav mig. Købte en brun, permanent hårfarve. Sendte kæresten til fodboldtræning. Puttede Drea. Puttede hårfarve i håret. Overvejede kort at farve kattens hår. Besluttede at det var en dum idé. Overvejede igen at farve kattens hår. Besluttede at tænke tanken to gange vidnede om tab af hjerneceller pga ammoniaksnifning. Puttede lidt mere hårfarve i håret. Afventede skæbnen!
10 min senere, stadig med hårfarve i håret! På badeværelset... (mine mest pinlige udfoldelser sker faktisk der)
"Lilla? Det' fandme løgn! Det ER lilla! Hvordan fanden kan det blive lilla? Hvorfor er det ikke grønt? Skrev de ikke at det kunne få et grønt skær når man farvede oven i afbleget hår?"
Ind foran computeren, hurtigt!
"Jo grønt"
Ud på badeværelset, glider næsten i en sok!
"LILLA! Det er fandme løgn! Jeg SKAL i skole i morgen - jeg kommer IKKE med lilla hår. Jeg ta'r ikke hat på - jeg ser åndsvag ud med hat på. Hvis jeg var hende fra chiquita reklamen så kunne jeg tage bananer på hovedet - dét ville se sjovt ud. Hold nu din kæft, Mia"
Ind foran computeren i stuen, igen!
"Jeg kigger ikke på det hår før om 10 min"
10 min. senere...
Lukkede øjne foran spejlet. Åbne øjne foran spejlet. Har glemt at tænde lyset. Tænder lyset.
"Det er BRUNT!"
Aldrig har jeg været så glad for at se lige netop dén farve i mit hår - og ved I hvad? Det er faktisk rigtigt flot! Kæresten har været på mig to gange siden - det siger ikke så lidt!
fredag den 25. marts 2011
Velkommen...
Til min blog!
Ja, jeg vil også gerne være med i den der blogger-insider kreds. Med på moden, eller hvad man nu skal kalde mit desperate råb om opmærksomhed. "Se mig, se mig"
Nå, men nu har jeg altså besluttet at jeg vil blogge om mit liv. Ikke fordi mit liv er specielt interessant eller anderledes end andres. Det er faktisk bare jævntfucked mærkeligt!
Så her er jeg - i cyberspace.
Ja, jeg vil også gerne være med i den der blogger-insider kreds. Med på moden, eller hvad man nu skal kalde mit desperate råb om opmærksomhed. "Se mig, se mig"
Nå, men nu har jeg altså besluttet at jeg vil blogge om mit liv. Ikke fordi mit liv er specielt interessant eller anderledes end andres. Det er faktisk bare jævnt
Så her er jeg - i cyberspace.
Abonner på:
Opslag (Atom)