Lykken er....

Når eksperimenterende hjemme-hårfarvning lykkes!

For et godt stykke tid siden, nærmere betegnet 8 måneder siden, besluttede jeg mig for at gå all-in på blondine-kontoen. Jeg havde været sorthåret siden mine relativt korte arme kunne nå mit uproportionerede hovede - altså sådan ridset groft op, ikk?

Jeg havde i hvert fald farvet mit hår sort længe!

Nå, men tilbage til blondine looket... For at være helt ærlig, så var jeg sådan set skide glad for mit sorte hår. Det falmede aldrig i solen, det var faktisk bare som det skulle være - SORT! Men på et eller andet tidspunkt blev det nye sort altså blondt. Så efter en relativt impulsiv beslutning svingede jeg forbi min frisør, mit sorte hår fulgte med og så sagde jeg, "jeg kunne godt tænke mig at være lyshåret. Æh, kan jeg blive det?".

DING, DING, DING! Lyden af frisøren, der vinder jackpot! Selvfølgelig kunne hun da ordne det, for den nette sum af et par tusind! Tja, den impulsive's hjerne er jo indrettet lidt langsommere end den gængses befolkning, så jeg takkede jo ja med det samme. Jeg har faktisk længe skulle bøvle med at min hjerne og min pengepung kommer på tværs af hinanden - og de havde faktisk indgået et kompromis om at hjernen skulle tænke sig om i mindst én uge inden der blev taget beslutninger om at bruge skeletmuskulaturen til at åbne pengepungen. Men ak ja - lige den dag sked hjernen faktisk på det!

At jeg så generelt ikke er særlig god til at overholde aftaler er en anden side af sagen! Jeg vælger at give hjernen skylden...

Men, jeg fik jo en tid hos den her frisør. Faktisk nåede jeg at fortryde et par gange inden mit sorte hår skulle lade livet - ved kemisk selvmord, men jeg kunne faktisk ikke rigtigt få mig til at aflyse tiden. Hvilket minder mig om den gang jeg resolut skulle have pandehår, der blev så skide grimt at jeg dagligt lavede humor mod grimhed, ala "jeg tager lige min gryde på i dag igen" Fuck, hvor var det grimt. Vi kan i hvert fald hurtigt få slået fast at pandehår bare aldrig kommer til at klæde mig, overhovedet. Jeg har heldigvis billeder af min halv-gryde på hovedet, hvis jeg nogensinde får den idé igen!

Afsted til frisøren det gik. 6 timers endlösung senere... Jeg følte mig faktisk lidt som Hitler den dag! Min pragtfulde, sorte favepigmentering måtte lade livet for at give plads til den lyse model. Men selv om jeg følte min plan var godt tænkt igennem - Hitler måtte have syntes det samme. Så gik det grueligt galt! Mit hår blev orange, det blev faktisk en milliard variationer af orange. Jeg smilte pænt, sagde "Mange tak, hvor er det flot" og gik ud for at græde min sorg! Hitler begik selvmord, ikk? Det var også i mine overvejelser - altså lige indtil jeg kom i tanke om mine huslige pligter. Der er jeg nemlig anderledes end Hitler, jeg ville helt sikkert blive savnet derhjemme. Måske ikke lige de første par timer, jeg er faktisk ikke sikker på, at man ville bemærke mit fravær før aftensmaden manglede - men jeg VILLE blive savnet når sulten hos min familie meldte sig.

Så jeg kørte hjem! Og græd min sorg ud til min kæreste. Han har heldigvis den egenskab at han kan overbevise mig om, at jeg ser godt ud ligemeget hvad. Det lykkedes også for ham den her gang! Ellers var jeg sgu nok aldrig kommet igang med aftensmaden.

Efter et par ture mere hos frisøren blev mit hår faktisk rigtigt flot lyst! Og jeg var glad for det, lige indtil jeg besluttede mig for at give det en overordentlig lysning - for jeg kunne da selv lave de dersens striber. Gu kunne jeg ej! Jeg gav op og farvede det hele - ikke bare én men 3 gange! Mit hår fik endelig hævn og kvitterede med at blive pis'gult! Og gråt! Og hvidt! Og efter at have vasket det mange gange med lilla shampoo - ja, så fik det sgu også et lilla skær. Flot? NEJ!

Så jeg overgav mig. Købte en brun, permanent hårfarve. Sendte kæresten til fodboldtræning. Puttede Drea. Puttede hårfarve i håret. Overvejede kort at farve kattens hår. Besluttede at det var en dum idé. Overvejede igen at farve kattens hår. Besluttede at tænke tanken to gange vidnede om tab af hjerneceller pga ammoniaksnifning. Puttede lidt mere hårfarve i håret. Afventede skæbnen!

10 min senere, stadig med hårfarve i håret! På badeværelset... (mine mest pinlige udfoldelser sker faktisk der)

"Lilla? Det' fandme løgn! Det ER lilla! Hvordan fanden kan det blive lilla? Hvorfor er det ikke grønt? Skrev de ikke at det kunne få et grønt skær når man farvede oven i afbleget hår?"

Ind foran computeren, hurtigt!

"Jo grønt"

Ud på badeværelset, glider næsten i en sok!

"LILLA! Det er fandme løgn! Jeg SKAL i skole i morgen - jeg kommer IKKE med lilla hår. Jeg ta'r ikke hat på - jeg ser åndsvag ud med hat på. Hvis jeg var hende fra chiquita reklamen så kunne jeg tage bananer på hovedet - dét ville se sjovt ud. Hold nu din kæft, Mia"

Ind foran computeren i stuen, igen!

"Jeg kigger ikke på det hår før om 10 min"

10 min. senere...

Lukkede øjne foran spejlet. Åbne øjne foran spejlet. Har glemt at tænde lyset. Tænder lyset.

"Det er BRUNT!"

Aldrig har jeg været så glad for at se lige netop dén farve i mit hår - og ved I hvad? Det er faktisk rigtigt flot! Kæresten har været på mig to gange siden - det siger ikke så lidt!